Jeg har med glæde, og utallige gange benyttet mig af De Danske Statsbaner, når jeg har skulle fragtes frem og tilbage i dette land. Det har jeg først og fremmest fordi, jeg nyder at bruge den kollektive trafik. Men også fordi at jeg ved, at medarbejderne har en høj grad af indflydelse på planlægningen af den kollektive trafik, og sådan skal det også være.
Lige for tiden ser vi, det jeg vil kalde en faglig massakre på de medarbejdere der til dagligt har ansvaret for at transportere en helt masse mennesker. Vi ser hvordan DSB koldt og kynisk er gået til forhandlinger med jernbanearbejdernes organisation med et overenskomstdiktat der siger det her, eller noget som er endnu ringere. Det skal siges, at det som er lagt på bordet, er væsentlig ringere end de vilkår som jernbanearbejderne har på nuværende tidspunkt.
Man vil simpelthen forringe helt elementære rettigheder som arbejdstids forhold, og tillidsrepræsentantssystemet indenfor deres branche. DSB har i forhandlingerne med Jernbaneforbundet krævet, at det antal tillidsrepræsentanter som varetager 2500 kollegers interesser skal reduceres fra 99 til 29.
Det svare til en tillidsrepræsentant pr 87 ansatte mod tidligere 25.
Samtidig kræves der væsentlige forringelser af medarbejder indflydelse i.f.t. planlægningen af arbejdet samt deres arbejdstid.
Når vi fra sidelinjen ser på hvad det er som sker for tiden, så er sporet tydeligt. For det første ønsker man at reducere de ansattes indflydelse. For det andet ønsker man at forberede branchen på at EU´s 4. jernbane direktiv kan implementeres. Som kræver et opgør med DSB-lignende monopoler på togdrift. Altså med andre ord, der skal åbnes op for at investorer og kapitalfonde skal kunne byde på togtrafikken, altså en privatisering.
Træder vi så endnu et skridt tilbage, og ser på udviklingen som arbejder i det her land, og holder os for øje hvad som skete med lærerne i 2013, med de private overenskomster i 2017, kravene fra arbejdsgiverne under overenskomsterne her i 2018, og nu udviklingen hos jernbanearbejderne så er billedet det samme. Man sætter et angreb ind, på vores basale rettigheder i vores arbejdsliv. Man vil tydeligvis udvide ledelsesretten, og fjerne enhver medarbejder indflydelse i forhold til vores eget arbejdsliv, ved at kontrollere og have monopol på arbejdstiderne. Altså mere fleksibilitet for arbejdsgiverne overordnet set på bekostning af vores livskvalitet og betingelser.
Man kan roligt sige, at måden hvorpå dette skal tvinges igennem af arbejdsgiverne er uskøn, det var det for lærerne og det er det i den grad også med DSB og dansk industris angreb på jernbanearbejderne.
Udviklingen vi ser med jernbanearbejderne, kalder også på en intensivering af vores forståelse af udviklingen i det her samfund, samt hvad det er for en kamp vi som arbejdere må træde ind i. kampen for rettigheder, kampen for vores overenskomster, kampen for alt det som gør os trykke handler om kampen mod privatiseringer og i virkeligheden det samfund som promovere denne udvikling, nemlig det kapitalistiske.
Derfor er der alt mulig grund til, at vi som arbejdere i dette land rykker sammen. Vores rettigheder er kollektivt under et voldsomt pres. Kun ved at vi handler kollektivt mod disse angreb på vores rettigheder, har vi en mulighed for at ændre arbejdsgiverne og det politiske systems planer. Lad os derfor ikke efterlade nogen på perronen, lad os støtte op om jernbanearbejderne.
Med kammeratlig hilsen Den Nordjyske Murersvend